Mette Ejrnæs bliver ny vismand

14-06-2023
Nyhed

Professor Mette Ejrnæs er i dag blevet udnævnt til nyt medlem (vismand) af De Økonomiske Råds formandskab af fungerende økonomiminister Stephanie Lose.

Mette Ejrnæs indtræder som nyt medlem af De Økonomiske Råds formandskab pr. 14. juni. Mette Ejrnæs afløser professor Nabanita Datta Gupta, der har været medlem af formandskabet siden 2020.

Efter ændringen vil formandskabet bestå af professor Carl-Johan Dalgaard (formand), professor Lars Gårn Hansen, professor Jakob Roland Munch og professor Mette Ejrnæs.

De Økonomiske Råds formandskab er et uafhængigt råd, og udnævnelser af nye medlemmer til formandskabet sker efter indstilling fra det siddende formandskab.

Fungerende økonomiminister Stephanie Lose siger:

Det er med glæde, at jeg har udnævnt en ny vismand. Vismandsinstitutionen har eksisteret siden 1962 og har gennem tiderne beriget den økonomiske debat om forskellige økonomiske problemstillinger. Vismændene fungerer uafhængigt og har en fornem rolle i at omsætte den nyeste forskning til konkrete politiske anbefalinger. Jeg ønsker Mette Ejrnæs tillykke med udnævnelsen og vil samtidig takke afgående medlem Nabanita Datta Gupta for hendes store engagement i rådets arbejde.

Mette Ejrnæs har været professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet siden 2010. Hun er endvidere medlem af Center for Økonomisk Adfærd og Ulighed (CEBI) og leder forskningsenheden for Kvantitativ uddannelsesforskning (EduQuant), som er finansieret af en bevilling fra Børne- og Undervisningsministeriet. Mette Ejrnæs har tidligere været medlem af Ydelseskommissionen 2020-21 og af Lønstrukturkomiteen 2021-23.

Mette Ejrnæs fik sin ph.d. i økonomi ved Københavns Universitet i 2000 og har specialiseret sig i anvendt mikroøkonometri og har arbejdet inden for områderne uddannelse, familie-, arbejds- og sundhedsøkonomi.

Fakta

De Økonomiske Råd er en uafhængig institution under Økonomiministeriet. De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd.

Rådene ledes af et fælles formandskab bestående af fire uafhængige nationaløkonomer, også kaldet vismændene. I rådene sidder desuden repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, erhvervsorganisationer, miljøorganisationer, regeringen og Nationalbanken samt særligt kyndige. 

Traditionelt mødes Det Økonomiske Råd to gange om året, mens Det Miljøøkonomiske Råd holder ét årligt møde. For begge råd gælder det, at formandskabet til møderene fremlægger et udkast til en rapport, et såkaldt diskussionsoplæg. Diskussionsoplægget indeholder formandskabets analyser og vurderinger af forskellige økonomiske problemstillinger.

Formandskabet har endvidere til opgave at overvåge de offentlige finanser (fungere som finanspolitisk vagthund) samt at overvåge og analysere produktivitets-udviklingen (Produktivitetsråd). Begge opgaver kan opfattes som en implementering af EU-anbefalinger om etablering af uafhængige institutioner på de to områder.