Ny international arbejdskraft giver 4.500 i øget arbejdsudbud i Danmark
07-11-2023
Nyhed
Regeringen har i dag fremlagt sin samlede 2030-plan med væsentlige prioriteter på tværs af politikområder. Den viser, at international arbejdskraft er en af de væsentligste årsager til, at der er økonomisk rum til massive og ansvarlige investeringer. Faktisk leverer et tiltag alene 4.500 i arbejdsudbud.
En bred vifte af partier indgik i juni 2022 en ny aftale om international rekruttering. Den åbnede op for indføre en ny supplerende beløbsordning med en sænket beløbsgrænse på 375.000 kr. årligt. Den aftale har vist sig at være vigtig for Danmark.
Det fremgår at den 2030-plan, som regeringen i dag har lagt frem. Den viser, at netop dette tiltag vil bidrage med 4.500 i arbejdsudbud i 2030. Det er et vigtigt element i, at der skabes mere velstand i Danmark og dermed et større råderum til investeringer i velfærd og skattelettelser.
Økonomiminister Troels Lund Poulsen siger:
Det er rigtig glædeligt, at vi med det ene tiltag fra sommeren 2022 har givet adgang til en betydelig gruppe værdiskabende, international arbejdskraft. I en situation, hvor vi mangler dygtige folk både i velfærden og i det private, så er det en vigtig brik, at vi i 2030 får anslået 4.500 yderligere til Danmark, som vil arbejde og bidrage. Tiltrækning af mere kvalificeret arbejdskraft er en forudsætning for at øge vores velstand yderligere og udvikle vores velfærd.
Med afsæt i en kommende analyse fra Finansministeriet skønner man i 2030-planen, at den nye supplerende beløbsordning har en beskæftigelseseffekt på omkring 4.500 fuldtidsbeskæftigede i 2030.
Det fremgår derudover af regeringsgrundlaget, at regeringen, i tillæg til den supplerende beløbsordning, vil indføre en ny ordning med lavere beløbsgrænser for certificerede virksomheder, der er omfattet af ordnede løn- og arbejdsvilkår.
Økonomiminister Troels Lund Poulsen siger:
Siden regeringen trådte til er det finanspolitiske råderum vokset med omkring 20 mia. kroner. Her har international arbejdskraft alene leveret omkring en tredjedel af forbedringen. Det siger noget om potentialet. Kan vi fastholde og udvikle vores evne til at tiltrække international arbejdskraft, så gør det os rigere og kommer os alle til gavn.
International arbejdskraft har medvirket betragteligt til fremgangen i velstanden i Danmark. Lønmodtagerbeskæftigelsen er vokset med i alt 370.000 personer siden 2015, og af dem er 155.000 personer international arbejdskraft. Det er altså af helt afgørende betydning for det danske samfund.