Nu indledes arbejdet i Grøn trepart
24-01-2024
Nyhed
I dag mødes økonomiminister Stephanie Lose med parterne, som udgør Grøn trepart. Det er målet, at Grøn trepart skal finde brede og langsigtede løsninger, som sikrer, at vi kommer i mål med klimaambitionerne og den grønne omstilling, samtidig med at vi har et konkurrencedygtigt fødevareerhverv med gode danske arbejdspladser i hele landet.
Økonomiminister Stephanie Lose og formand for Grøn trepart Henrik Dam Kristensen tager i dag imod parterne i Grøn trepart til opstartsmøde i Økonomiministeriet. Treparten skal mødes løbende over de næste måneder. Senest til juni ventes arbejdet afsluttet.
Treparten består ud over regeringen af Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening. Herudover deltager Concito i treparten som en særskilt videnspart.
Foruden økonomiminister Stephanie Lose deltager også skatteministeren, miljøministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren samt ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
Jeg glæder mig til, at vi i dag begynder arbejdet i Grøn trepart. Det er store og svære udfordringer, vi sammen står overfor. Jeg ser frem til gode drøftelser om natur, biodiversitet og grøn omstilling af fødevareerhvervet. Vi skal sammen finde de bedste løsninger, som gør noget godt for naturen og klimaet, samtidig med at vi udvikler landbruget og sikrer gode danske arbejdspladser i hele landet.
Formand for Grøn trepart Henrik Dam Kristensen siger:
Det er en stor opgave, der venter os i den grønne trepart. Jeg har set frem til at mødes med parterne for første gang og komme i gang med dialogen. Der er brug for alle gode input og et bredt samarbejde for at sikre en grøn og bæredygtig omstilling af landbruget og fødevaresektoren. Jeg glæder mig til at lede dialogen mellem parterne, og jeg håber og tror, der vil være rum for at lytte og bøje sig mod hinanden. For fælles og bredt funderede løsninger på området er i alles interesse.
Læs kommissoriet for Grøn trepart her.