Ny prognose fra vismændene peger på højkonjunktur med høj beskæftigelse
08-10-2024
Nyhed
Vismændenes overordnede vurdering af konjunktursituationen er, at dansk økonomi er i en højkonjunktur med høj beskæftigelse og med udsigt til lidt højere kapacitetspres i år og næste år vurderet på outputgabet. I Økonomisk Redegørelse, august 2024 ventes derimod en dæmpning af kapacitetspresset i år og næste år.
Vismændene (De Økonomiske Råds formandskab) forventer, at dansk økonomi i 2024-2025 vil befinde sig i en højkonjunktur med BNP-fremgang og fortsat høj beskæftigelse. Vismændene skønner vækst i BNP på 2,3 pct. i 2024 og 2,8 pct. i 2025, hvilket især afspejler en forventning om fortsat høj eksportvækst. Den indenlandske efterspørgsel ventes gradvist at tage til, i takt med at reallønsfremgang og fald i renterne omsættes til øget privat forbrug og investeringer. Lavere renter medvirker også til fremgang på boligmarkedet.
Vismændene beskriver det danske arbejdsmarked som fortsat stærkt og ser ikke tegn på et markant omslag på arbejdsmarkedet den førstkommende tid. Beskæftigelsen ventes fortsat at være høj i resten af 2024 og falde svagt igennem 2025. Vismændene vurderer, at presset på arbejdsmarkedet i år og næste år er noget større end vurderet i Økonomisk Redegørelse, august 2024.
Ifølge vismændene er risikobilledet forholdsvis balanceret med både ned- og opadrettede risici for vækstudsigterne. Eksempelvis er der usikkerhed om forbrugsgennemslaget af højere indkomst, og forbrugseffekten kan blive både større og mindre end lagt til grund i prognosen. De peger også på geopolitiske risici, og at geoøkonomisk fragmentering kan øge importpriserne og dermed dæmpe købekraften af husholdningernes indkomster.
Rapporten indeholder også analyser af finanspolitisk holdbarhed og erhvervsuddannelser. Der henvises i øvrigt til Økonomiministeriets skriftlige indlæg til mødet i Det Økonomiske Råd.
Fakta
De Økonomiske Råd er en uafhængig institution under Økonomiministeriet. De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd.
Rådene ledes af et fælles formandskab bestående af fire uafhængige nationaløkonomer, også kaldet vismændene. I rådene sidder desuden repræ-sentanter for arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, erhvervsorganisationer, miljøorganisationer, regeringen og Nationalbanken samt særligt kyndige.
Traditionelt mødes Det Økonomiske Råd to gange om året, mens Det Miljøøkonomiske Råd holder ét årligt møde. For begge råd gælder det, at formandskabet til møderne fremlægger et udkast til en rapport, et såkaldt diskussionsoplæg. Diskussionsoplægget indeholder formandskabets analyser og vurderinger af forskellige økonomiske problemstillinger.
Formandskabet har endvidere til opgave at overvåge de offentlige finanser (fungere som finanspolitisk vagthund) samt at overvåge og analyse-re produktivitetsudviklingen (Produktivitetsråd). Begge opgaver knytter sig til implementering af EU-anbefalinger om etablering af uafhængige institutioner på de to områder.