Ny rapport fra De Økonomiske Råds formandskab

Rapporten indeholder blandt andet vurderinger af dansk økonomi, de offentlige finanser, og der ses nærmere på udbredelsen af stress og betydningen for arbejdsudbuddet og de offentlige finanser.

De Økonomiske Råds formandskab (DØR) forventer, at dansk økonomi i de kommende år forbliver i en behersket højkonjunktur, og der er ifølge DØR aktuelt ikke tegn på konjunkturbetingede ubalancer, hverken på arbejdsmarkedet, boligmarkedet eller i resten af økonomien.

De offentlige finanser vurderes af DØR grundlæggende at være sunde. Saldo og gæld er inden for grænserne, og finanspolitikken vurderes at være holdbar på langt sigt. Den planlagte finanspolitik vurderes på baggrund af det tekniske finanslovforslag for 2027 imidlertid at være for lempelig, også selvom en stor del af den finanspolitiske lempelse tilskrives et politisk ønske om et styrket forsvar.

DØR finder i en international sammenligning, at det danske velstandsniveau er højt, og i 2024 var det på højde med den amerikanske. Hvis der tages højde for en række andre aspekter, som ikke indregnes i traditionelle velstandsmål, rangerer Danmark ifølge DØR typisk også højt, blandt andet som følge af mere fritid, højere levetid, lavere ulighed og færre CO2-udledninger end i eksempelvis USA.

I rapporten undersøges udbredelsen af stress og betydningen for det samlede arbejdsudbud og de offentlige finanser nærmere. Der er ifølge DØR ikke tegn på, at omfanget af alvorlige stresstilfælde er steget i de seneste 15-20 år, men alvorlig stress har længerevarende effekter på tilknytningen til arbejdsmarkedet end vist i tidligere analyser. Analyserne viser, at mere end hver tiende, der får alvorlig stress, falder ud af beskæftigelse. Som følge af lavere beskæftigelse og højere sandsynlighed for at modtage offentlige ydelser falder stressramtes direkte bidrag til offentlige finanser.

FAKTA

De Økonomiske Råd er en uafhængig institution under Økonomi- og Indenrigsministeriet. De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd.

Rådene ledes af et fælles formandskab bestående af fire uafhængige nationaløkonomer, også kaldet vismændene. I rådene sidder desuden repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, erhvervsorganisationer, miljøorganisationer, regeringen og Nationalbanken samt særligt kyndige.

Traditionelt mødes Det Økonomiske Råd to gange om året, mens Det Miljøøkonomiske Råd holder ét årligt møde. For begge råd gælder det, at formandskabet til møderne fremlægger et udkast til en rapport, et såkaldt diskussionsoplæg. Diskussionsoplægget indeholder formandskabets analyser og vurderinger af forskellige økonomiske problemstillinger.

Formandskabet har endvidere til opgave at overvåge de offentlige finanser (fungere som finanspolitisk vagthund) samt at overvåge og analysere produktivitetsudviklingen (Produktivitetsråd). Begge opgaver knytter sig til implementering af EU-anbefalinger om etablering af uafhængige institutioner på de to områder. Endvidere har formandskabet til opgave at vurdere de adfærdsforudsætninger, som anvendes af ministerierne ved udarbejdelsen af konsekvensvurderinger af økonomisk-politiske tiltag.