Regeringen vil gøre det mere attraktivt for unge at tage et fritidsjob
03-06-2024
Nyhed
Regeringen har i dag fremlagt et nyt udspil, der skal give unge bedre mulighed for at tage et fritidsjob. Med udspillet lægger regeringen op til at give unge under 18 år en skattelettelse ved at fjerne arbejdsmarkedsbidraget for dem. Samtidig skal reglerne på området opdateres, så det bliver lettere for arbejdsgivere og foreningsliv at tilbyde unge et arbejde.
Unge har stor glæde af at have et fritidsjob, hvor de både kan tjene deres egne penge, blive udfordret og lære at være en del af et arbejdende fællesskab. Samtidig gør deres indsats en forskel i virksomheder, foreninger m.m. Desværre er der i dag færre unge, der har et fritidsjob end tidligere. Regeringen ønsker derfor, at endnu flere unge får lyst til at tage et fritidsjob.
Med dagens udspil bliver det mere attraktivt for unge at tage fritidsjob. Regeringen vil bl.a. fjerne arbejdsmarkedsbidraget for unge under 18 år og ændre og forenkle regler, der indtil nu har forhindret unge i at arbejde på specifikke arbejdspladser og med bestemte arbejdsopgaver.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
”I regeringen ønsker vi, at det kan betale sig at arbejde. Det gælder også for de unge, hvor mange har enorm glæde af at få en tidlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor foreslår vi at give de unge en mærkbar skattelettelse, så de får endnu mere ud af det, når de tager et fritidsjob. Forslaget kommer i forlængelse af den store skattereform, som regeringen sidste år vedtog, og som sænker skatten på arbejde med 10 mia. kroner. Det er sund fornuft, at vi gør det mere attraktivt at arbejde.”
Regeringen vil med det nye udspil fjerne arbejdsmarkedsbidraget for unge under 18 år. Initiativet sænker skatten med 215 mio. kroner. I praksis vil det kunne mærkes hos den enkelte unge. En ung medarbejder i et supermarked, der eksempelvis tjener 36.000 kroner på sine vagter i et år, vil kunne få ekstra 2.880 kroner udbetalt for sin indsats.
Samtidig lægger regeringen op til at opdatere gamle regler. I dag er det eksempelvis ikke tilladt for en ung at tage imod varer på et plejehjem, mens det er tilladt at tage imod varer i et supermarked. Der er mange muligheder for at opdatere reglerne, men samtidig fastholde et stærkt fokus på sikkerhed og beskyttelse af unge i arbejde.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
”Vi ved, at det er godt for unge mennesker at få tilknytning til arbejdsmarkedet i en ung alder. Det handler ikke kun om, at de unge skaber værdi i virksomheder og i foreninger. Men det handler også om, at den enkelte unge får mulighed for at opbygge selvtillid, erfaring og tjene sine egne penge. Det er vigtigt for os i regeringen at være med til at give unge på det danske arbejdsmarked en god start.”
I dag er det kun ca. halvdelen af de unge mellem 13 og 17 år, der har et fritidsjob, og samlet set er omkring 70.000 færre unge mennesker i job i dag sammenlignet med antallet i 1980’erne.
Læs hele udspillet på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside