Regeringen vil skabe uddannelser tættere på de unge

08-10-2024
Nyhed

Regeringen har i dag præsenteret to udspil på uddannelsesområdet. Udspillene skal bl.a. nyindrette ungdomsuddannelseslandskabet, så det passer til nutidens og fremtidens unge. Som en del af dette oprettes der en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasial uddannelse, epx, over hele landet. Udspillet koster samlet set ca. 2,3 mia. kr. i 2030. Samtidig lægges der op til en reform, som vil løfte kvaliteten og fleksibiliteten i de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser. I dette reformudspil prioriteres 2,1 mia. kr. årligt fuldt indfaset.

Det er et vigtigt valg, man træffer, når man som ungt menneske beslutter, hvilken uddannelse man gerne vil have. Og både erhvervslivet og vores velfærdsamfund har brug for, at de unge rustes med de rette kompetencer.

Derfor har regeringen i dag fremlagt to udspil på uddannelsesområdet, som vil give de unge nye muligheder samt skabe mere fleksibilitet og kvalitet i uddannelseslandskabet.

Reformerne vil øge den strukturelle beskæftigelse med ca. 2.000 fuldtidsbeskæftigede på lang sigt.

Regeringen vil gennem det første udspil reformere ungdomsuddannelserne, så det fremover vil være muligt at tage den almene studentereksamen (stx), den højere handelseksamen (hhx) og så den nye erhvervs- og professionsrettede eksamen (epx). Regeringen arbejder desuden på en løsningsmodel, der adresserer udfordringerne med elevgrundlaget på htx, eventuelt i form af en model hvor htx helt eller delvist integreres i stx eller lignende. Det er vigtigt for regeringen, at der fortsat skal være et gymnasialt tilbud med en tydelig teknisk identitet.

Den nye ungdomsuddannelse, epx, skal give de unge bedre muligheder for at kombinere teori med praksis, og så skal eleverne have kortere transporttid til skole. Regeringens vision er, at den nye ungdomsuddannelse skal have omtrent samme geografiske dækning, som den almene studentereksamen stx har i dag. Det samlede udspil indebærer merudgifter på ca. 2,3 mia. kr. i 2030.

Økonomiminister Stephanie Lose siger:

”Regeringens ambition er at skabe en ny ungdomsuddannelse, som passer bedre til de unge. Alt for ofte skal unge i dag tilpasse sig systemet frem for at systemet tilpasses de unges behov. Det handler blandt andet om, at flere skal kunne gå i gymnasiet tættere på, hvor de bor, der skal være et stærkt ungemiljø med andre unge, og så skal uddannelsen åbne døre til flere muligheder i livet.”

Det andet udspil skal bidrage til at styrke kvaliteten i erhvervsakademi- og professionsuddannelserne med et fokus på at skabe en bedre sammenhæng mellem uddannelserne og det fremtidige arbejdsmarked, de unge møder. Med regeringens reformudspil prioriteres ca. 2,1 mia. kr. årligt fuldt indfaset til tiltag på de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser.

Reformen vil bl.a. betyde, at de studerende vil få mere tid med deres undervisere og mere praktisk erfaring, så springet fra uddannelse til arbejde bliver endnu mere smidigt.

Økonomiminister Stephanie Lose siger:

”De unge vender desværre i stigende grad ryggen til de fire store professionsrettede uddannelser på velfærdsområdet. Samtidig udfordres de erhvervsrettede videregående uddannelser af, at mange af de studerende ikke føler sig godt nok rustet til at træde ud på arbejdsmarkedet. Det skal vi have gjort noget ved. Og det gør vi nu. Så vi styrker både velfærdens og de private virksomheders adgang til kvalificeret arbejdskraft.”

Læs mere om de to udspil hos Børne- og Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriets.