Carl-Johan Dalgaard og Jakob Roland Munch fortsætter som overvismand og vismand

Økonomiminister Stephanie Lose genudnævner Carl-Johan Dalgaard som formand for og Jakob Roland Munch som medlem af De Økonomiske Råds formandskab.

Carl-Johan Dalgaard og Jakob Roland Munch fortsætter som henholdsvis formand for og medlem af De Økonomiske Råds formandskab med virkning fra 1. januar og 1. februar 2026. Formandskabet vil dermed fortsat bestå af professor Carl-Johan Dalgaard (formand), professor Jakob Roland Munch, professor Mette Ejrnæs og professor Jette Bredahl Jacobsen.

De Økonomiske Råds formandskab er et uafhængigt råd, og udnævnelser af nye medlemmer – eller genudnævnelse af eksisterende – til formandskabet sker efter indstilling fra det siddende formandskab.

Økonomiminister Stephanie Lose siger:


”Det er med glæde, at jeg har genudnævnt en overvismand og en vismand. Vismandsinstitutionen har eksisteret siden 1962 og har gennem tiderne beriget den økonomiske debat om forskellige økonomiske problemstillinger. Vismændene fungerer uafhængigt og har en fornem rolle i at omsætte den nyeste forskning til konkrete politiske anbefalinger. Jeg ønsker Carl-Johan Dalgaard og Jakob Roland Munch tillykke med genudnævnelserne.”

Carl-Johan Dalgaard er født i 1971. Han er cand.polit. og ph.d. fra Københavns Universitet. Han har været ansat ved Københavns Universitet siden 2002 – siden 2008 som professor. Hans forskning har især fokuseret på vækst og udvikling samt makroøkonomi. Carl-Johan Dalgaard har været medlem af De Økonomiske Råds formandskab siden 1. december 2014 og har været formand siden 1. februar 2020.

Jakob Roland Munch er født i 1970. Han er professor i økonomi ved Københavns Universitet. Hans forskning er især fokuseret på international handel, globalisering og arbejdsmarkedsøkonomi. Han er cand.scient.oecon. fra Aarhus Universitet i 1996 og ph.d. i økonomi fra Aarhus Universitet i 2000. Jakob Roland Munch har været medlem af De Økonomiske Råds formandskab siden 1. januar 2020.

Fakta

De Økonomiske Råd er en uafhængig institution under Økonomiministeriet. De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd. 

Rådene ledes af et fælles formandskab bestående af fire uafhængige nationaløkonomer, også kaldet vismændene. I rådene sidder desuden repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, erhvervsorganisationer, miljøorganisationer, regeringen og Nationalbanken samt særligt kyndige. 

Traditionelt mødes Det Økonomiske Råd to gange om året, mens Det Miljøøkonomiske Råd holder ét årligt møde. For begge råd gælder det, at formandskabet til møderne fremlægger et udkast til en rapport, et såkaldt diskussionsoplæg. Diskussionsoplægget indeholder formandskabets analyser og vurderinger af forskellige økonomiske problemstillinger.

Formandskabet har endvidere til opgave at overvåge de offentlige finanser (fungere som finanspolitisk vagthund) samt at overvåge og analysere produktivitetsudviklingen (Produktivitetsråd). Begge opgaver skal ses i lyset af EU-krav og -anbefalinger om etablering af uafhængige institutioner på de to områder.