Økonomiminister Stephanie Lose bliver formand for EU-landenes økonomi- og finansministre (ECOFIN), når Danmark overtager EU-formandskabet d. 1. juli og resten af 2025. Det danske formandskabs prioriteter for ECOFIN er 'Europas forsvar og sikkerhed' samt 'Europas konkurrenceevne'.
Danmark får formandskabet for EU på et tidspunkt, hvor Europa står over for store økonomiske og sikkerhedsmæssige udfordringer i en verden i forandring. Europa er udfordret af svag vækst, produktivitet og konkurrenceevne og har samtidig et stort behov for investeringer i grøn omstilling og en massiv styrkelse af forsvaret, så Europa kan tage ansvar for egen sikkerhed.
De overordnede prioriteter er derfor Europas forsvar og sikkerhed samt Europas konkurrenceevne, når økonomiminister Stephanie Lose skal lede møderne for EU-landenes økonomi- og finansministre i andet halvår 2025.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
Vores to prioriteter – Europas forsvar og sikkerhed samt Europas konkurrenceevne – går hånd i hånd: En stærk og konkurrencedygtig europæisk økonomi er forudsætningen for at kunne finansiere en styrkelse af europæisk forsvar. Og omvendt er et sikkert Europa, der kan forsvare sig selv, en fundamental rammebetingelse for investeringer og en konkurrencedygtig økonomi i vækst.
Under prioriteten om forsvar og sikkerhed vil det være en central opgave for det danske ECOFIN-formandskab at sikre fortsat støtte til Ukraine. Formandskabet skal også arbejde med forsvarsfinansiering og konkret implementering af EU’s ”REARM Europe”-plan, som indebærer fleksibilitet i EU’s finanspolitiske regler til at kunne øge forsvarsudgifterne og et nyt låneinstrument til finansiering af forsvarsudgifter.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
Ukraines kamp er hele Europas kamp. En kamp for frihed, sikkerhed og demokrati. En kamp for at kunne bestemme sin egen fremtid. Det er derfor en topprioritet for det danske formandskab, at Europa går forrest i indsatsen for at sikre økonomisk støtte til Ukraine sammen med andre demokratiske lande og den Internationale Valutafond, IMF.
Under prioriteten om styrket europæisk konkurrenceevne er det en central opgave for det danske formandskab at følge op på Draghi-rapporten for at styrke europæisk produktivitet og sikre robuste og sunde økonomier i EU. Formandskabet vil derfor arbejde med dagsordenen om forenkling af EU-regler og byrdelettelser med et stærkere fremadrettet fokus på byrder fra ny EU-regulering.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
EU, fri konkurrence og handel i EU’s indre marked samt fælles EU-regler er en stor fordel. For danske og europæiske virksomheder og dermed for hele vores velfærdssamfund. Men fordelen kan blive langt større, hvis vi får tacklet bøvl og byrder fra den EU-regulering, som tjener gode formål, men som er blevet for kompliceret og omkostningstung. Vi er godt i gang med at lette byrderne fra gældende EU-regler. Men det nytter ikke, at vi letter byrder med den ene hånd, hvis vi samtidig indfører nye byrder med den anden hånd. Det danske formandskab vil derfor arbejde for et stærkt fremadrettet fokus på at kommende ny EU-regulering rammer rigtigt første gang, så gevinsterne bliver så store som muligt og byrderne så små som muligt.
Det danske ECOFIN-formandskab vil desuden prioritere udviklingen af EU’s opsparings- og investeringsunion (SIU), der sigter mod mere effektive integrerede kapitalmarkeder i Europa. Samtidig med, at der holdes fast i dagsordenen om forenkling og byrdelettelser. Det er en af de vigtigste rammebetingelser for europæiske virksomheder og en af de vigtigste indsatser for at mobilisere private investeringer og styrke konkurrenceevnen i EU.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
Europa har brug for flere investeringer, især flere private investeringer. Europæerne har store private opsparinger, men de skal i lang højere grad ud og arbejde. Opsparingerne skal investeres i innovative europæiske virksomheder, der skal have bedre vilkår for at starte op og vokse sig store – i Europa. Det kræver effektive og sammenhængende europæiske kapitalmarkeder, hvor der lettere kan investeres på kryds og tværs af grænser. Til gavn for den enkelte europæer, der investerer. Og til gavn for virksomhederne, der får finansiering.
ECOFIN skal under det danske formandskab også arbejde med gennemførelsen af EU’s finanspolitiske regler, der skal sikre sunde og holdbare offentlige finanser og dermed grundlaget for, at de europæiske lande kan finansiere deres prioriteter, herunder styrket forsvar og grøn omstilling.
ECOFIN skal godkende nye finans- og strukturpolitiske planer, der skal sikre efterlevelse af EU’s regler for underskud og gæld, og samarbejde om at sikre, at EU-landene er på sporet ift. deres planer og EU-reglerne. Det danske formandskab vil generelt skærpe fokus på EU-landenes arbejde med strukturreformer.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
Hvis vi skal styrke europæisk produktivitet og konkurrenceevne, er indsatserne på EU-niveau vigtige, men strukturreformer på nationalt niveau i alle EU-lande er mindst lige så vigtige. Reformer, der sikrer fleksible arbejdsmarkeder, en veluddannet arbejdsstyrke, gode rammebetingelser for virksomheder osv. Reformer er også afgørende for sunde offentlige finanser og dermed finansieringen af vores prioriteter såsom styrket forsvar og grøn omstilling. Så formandskabets ambition er, at EU-landenes arbejde med reformer skal op i gear. Så vi og vores børn kan leve i et sikkert samt konkurrencedygtigt og velstående Europa.