Ny prognose fra vismændene: Moderat højkonjunktur

Vismændene vurderer i en ny prognose, at dansk økonomi har et stærkt udgangspunkt, og trods stor usikkerhed og forværrede internationale vækstudsigter forventer de, at dansk økonomi vil forblive i en moderat højkonjunktur i 2025-26 med et højt beskæftigelsesniveau.

Dansk økonomi har ifølge formandskabet for De Økonomiske Råd (vismændene) et stærkt udgangspunkt med en historisk høj beskæftigelse, moderat inflationstakt og store offentlige overskud. Forværrede internationale udsigter og øget usikkerhed vil trække i retning af at dæmpe væksten, men effekten mindskes af, at det er en beskeden andel af dansk eksport, som direkte vil blive ramt af de øgede amerikanske toldsatser. 

Vismændene skønner, at BNP vil vokse med 2,6 pct. i år og 0,9 pct. næste år. Vismændene forventer, at beskæftigelsen vil øges med 18.000 i år og falde med 17.000 næste år. Beskæftigelsesniveauet forventes således fortsat at være relativt høj i 2026 og på højde med niveauet i 2024. Vismændene bemærker dog, at der er usædvanligt store internationale risici, som kan medføre betragteligt fald i dansk beskæftigelse. I både 2025 og 2026 forventes en inflationstakt på lidt over 1½ pct. 

I Økonomisk Redegørelse, maj 2025, forventes vækst i BNP på 3,0 pct. i år og 1,4 pct. næste år. Desuden forventes omtrent uændret beskæftigelse fra 2025 til 2026. Den lidt mere positive vurdering for vækst og beskæftigelse skal blandt andet ses i sammenhæng med forskellige forudsætninger om toldsatser. I begge prognoser understreges, at der er stor usikkerhed om, hvor høje toldsatserne ender med at blive, og hvilket gennemslag de vil få.

Rapporten fra vismændene indeholder også analyser af fusioner, konkurrence og produktivitet. Der henvises i øvrigt til Økonomiministeriets skriftlige indlæg til mødet i Det Økonomiske Råd.

Fakta

De Økonomiske Råd er en uafhængig institution under Økonomiministeriet. De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd. 

Rådene ledes af et fælles formandskab bestående af fire uafhængige nationaløkonomer, også kaldet vismændene. I rådene sidder desuden repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, erhvervsorganisationer, miljøorganisationer, regeringen og Nationalbanken samt særligt kyndige. 

Traditionelt mødes Det Økonomiske Råd to gange om året, mens Det Miljøøkonomiske Råd holder ét årligt møde. For begge råd gælder det, at formandskabet til møderne fremlægger et udkast til en rapport, et såkaldt diskussionsoplæg. Diskussionsoplægget indeholder formandskabets analyser og vurderinger af forskellige økonomiske problemstillinger.

Formandskabet har endvidere til opgave at overvåge de offentlige finanser (fungere som finanspolitisk vagthund) samt at overvåge og analysere produktivitetsudviklingen (Produktivitetsråd). Begge opgaver knytter sig til implementering af EU-anbefalinger om etablering af uafhængige institutioner på de to områder.