Økonomiministeriet udgiver Fordeling og incitamenter 2024

Dansk økonomi er i god form. Danskernes købekraft styrkes som følge af blandt andet skattelettelser og lønstigninger. Det er en positiv udvikling efter en periode, hvor en række stød til økonomien lagde en dæmper på udviklingen i de reale disponible indkomster og nettoformuerne – og samtidig havde betydning for fordelingen af begge.

Fordeling og incitamenter 2024 belyser udviklingen i befolkningens indkomster og nettoformuer samt fordelingen heraf frem til 2022. Desuden belyser publikationen udviklingen i de økonomiske incitamenter til at være i beskæftigelse frem for ledig, herunder betydningen af indfasning af regelændringer frem til 2030.

Økonomiminister Stephanie Lose siger:

”På tværs af indkomster og formuer var udviklingen i danskernes købekraft begrænset i årene 2020 til 2022. Derfor er det positivt, at købekraften af husholdningernes disponible indkomster nu igen stiger. En udvikling som også regeringens politik bidrager til, idet rigtig mange indkomstgrupper gradvist får styrket deres købekraft i den kommende tid. Det skyldes blandt andet skattelettelser til danskere, som går på arbejde, for i alt 10 mia. kr. og forhøjet ældrecheck.”

Publikationen sætter også fokus på deltidsbeskæftigede og deres incitamenter til at øge arbejdstiden, konsekvenserne af SU-lån for formueopbygning og på de geografiske forskelle på tværs af kommuner, både med hensyn til disponible indkomster og nettoformuer.

Økonomiminister Stephanie Lose siger:

”Regeringen er optaget af at sikre, at danskerne har mulighed for at udleve deres potentiale uanset hvor i landet, de vokser op. Når flere får en uddannelse, og vi sikrer en større deltagelse på arbejdsmarkedet, giver det den enkelte bedre mulighed for at klare sig godt i livet. Det er med til at sikre et velfungerende og rigt samfund.”

Du kan læse publikationen ved at klikke her.