Dansk økonomi forventes fortsat at befinde sig i en højkonjunktur i de kommende år. Væksten i BNP skønnes at blive høj og udgøre omkring 3 pct. både i år og næste år. Først i 2026 ventes en mere moderat BNP-vækst på 1,7 pct. Særligt medicinalindustriens produktion og eksport trækker op i væksten i alle tre år, ligesom i de to forudgående år. Samtidig ventes øget indenlandsk efterspørgsel og en bedring på de danske eksportmarkeder at bidrage til en bredere fremgang på tværs af brancher. Forventningen om en efterhånden mere moderat vækst indebærer et gradvist aftagende kapaci-tetspres og mindre pres på arbejdsmarkedet.
En opbremsning på arbejdsmarkedet synes allerede at være på vej, og beskæftigelsen skønnes at udvikle sig relativt svagt i 2025 og 2026. Det skal ses i sammenhæng med en svag produktivitetsvækst i flere brancher de seneste år. Beskæftigelsen vil dog fortsat være meget høj.
Husholdningerne har de seneste år oplevet en mærkbar stigning i købekraften, og for mange overstiger reallønnen igen eller er tæt på niveauet fra før perioden med høj inflation. Husholdningerne er imidlertid forblevet forholdsvis tøvende på bagkant af en periode med høj inflation og højere renter samt fortsat stor usikkerhed knyttet til den geopolitiske situation.
Efterspørgslen fra udlandet understøttes som herhjemme af fremgang i de reale indkomster, men lav produktivitetsvækst er et udbredt fænomen, der trækker i retning af et behov for tilpasning på arbejdsmarkedet og dermed en mere begrænset indkomstfremgang. Det er lagt til grund, at de danske eksportmarkeder vil gennemgå et forholdsvis jævnt forløb mod en omtrent neutral konjunktursituation over de kommende år. Samtidig forventes medicinalindustrien fortsat at give et væsentligt bidrag til væksten i dansk økonomi gennem eksporten.
Hent publikationen - du kan finde data i spalten til højre. Der er foretaget en mindre konsolidering af Økonomisk Redegørelse december 2024 i tabel 1.1 og tabel 2.1.